KS24

Allerførst vil jeg gerne sige et stort tak for tildelingen af KS-prisen 2024. Det gør mig både stolt, glad og fyldt med lyst til nye projekter.

Mennesket er et fortællende væsen. Vi har behov for at skabe fortællinger for at kunne forstå og forbinde os til verden. Kunsten er en sådan fortælling, og den er for mig en måde at forbinde mig til omverden og samfundet. Når angsten tager over, og ordene slipper op, er mine værker det sprog, der stadig står tilbage.

Kunstens fornemmeste opgave er at belyse og fortælle om ting i vores samfund – store som små. På den måde giver kunsten os muligheden for at være fælles om noget, og det er gennem min kunst, at jeg bliver forbundet og kan gå i dialog med jer og den verden, vi allesammen befinder os i.

Når vi lever i en verden med fokus på vækst, produktivitet og effektivitet, der blandt andet kommer til udtryk i et væld af reklamer, lydmæssige stimuli og en tiltagende hastighed i de visuelle medier, så er kunsten min måde at være til i den uro og samtidig tage vare på mit sind, hvor angsten er en tro følgesvend. Min kunstneriske praksis er en insisteren på et modspil, der kommer til udtryk i den langsommelige proces, hvormed jeg skaber mine værker.

Kunsten er et medie, der for mig kræver fordybelse og langsommelighed, både i sin skabelse og når det skal forståes.

Skabelsesprocessen er min måde at vende blikket indad og udforske den helt nære verden. Når de store kontekster synes for overvældende, går jeg på opdagelse i de helt nære omgivelser, ofte i form af hjemmet. Her iagttager jeg, hvordan tilsyneladende banale ting vi omgiver os med i hverdagen, pludselig kan omdannes til en visuel fortælling, der trækker tråde til noget større.

Helt konkret fotograferer jeg motiver og øjeblikke, som med en stor portion tålmodighed og fordybelse omdannes til tegnede værker.

Gennem tegning indfanger og udforsker jeg hverdagens øjeblikke. Motiverne kan synes trivielle, men netop i objekternes genkendelighed, ligger fortællingen. Hvad vi omgiver os med, og hvordan vi efterlader os fysiskespor, udgør de fortællinger vi hver dag skaber – om livet set gennem mennesketomme rum.

De tre værker jeg har med på udstillingen tager udgangspunkt i fotos fra min egen hverdag og træder ind i den kunstneriske genre af sociale selvportrætter.

Tegningen “Mandagsmenageri” er en skildring af alle de ting, som jeg på en tilfældig mandag har haft igennem hænderne. Hvem køber eksempelvis den billige shampoo fra Matas, ejer en MacBook og strikker den populære Honey Bucket Back fra den kendte, nutidige strikker Petite Knit? Hvem bygger en model af et hus med reference til kunstneren Eske Kath? Hvilken hverdag har man og hvem er man, hvis limpistol, hobbykniv og blyanter udgør ens primære værktøjer?

I tegningen “Okay, fuck det!”, som I måske har set på udstillingsplakaten, har jeg tegnet min stol, som jeg oftest efterlader den. Trøjen over stoleryggen, skitsebogen, medicinen og de krøllede papirkugler er ting, jeg hver dag er i berøring med. Scenen er efterladenskaber fra en proces, der er resulteret i en frustration, som kommer til udtryk af de krøllede papirkugler og den efterladte stol.

Roen og fordybelsen opstår, når jeg med hver enkelt blyantsstreg former og genskaber det fotograferede motiv i hyperrealistiske, monokrome tegninger. Som en langsom fremkaldelse af et foto, hvor jeg er mekanikken, der styrer det sanselige møde mellem blyant og papir. Det er som at tegne med lys og skygge og på den måde strække et indfanget øjeblik til at eksistere i evighed.

Netop i denne proces skaber jeg det rum, hvor jeg kan være til. Det er ikke et fysisk rum, men det er i det rum jeg føler, at jeg hører til, når verden omkring mig forekommer uoverskuelig.

At arbejde med de gamle håndværk, hvor tempoet var et andet, er en længsel tilbage til et sted, hvor sanserne og fordybelsen skabte plads til at iagttage selv de mindste nuancer i hverdagen, farverne, teksturen og udtrykket.

Det er i dette rum, at min særlige sårbarhed og sensitivitet overfor verden omdannes til et redskab, der gør mig i stand til at iagttage og genskabe hverdagens øjeblikke på en så detaljeret måde.

Kunsten er min måde at være i verden på.

Med disse ord vil jeg sige, at jeg glæder mig til at opleve den fælles udstilling sammen med jer.

Tak! Kærlig hilsen Amanda.