Om mig

Kunsten er for mig en måde at forstå og være outsider i en verden indhyllet i et forholdsvis ensidigt fokus på vækst, produktivitet og effektivitet. At lave kunst er min måde at være til i den uro og samtidig tage vare på et sind, hvor angsten er min tro følgesvend.

 

AMANDA HØJLUND

Min kunstneriske praksis er en insisteren på den langsommelige proces. Det er en måde at være outsider i en verden indhyllet i et forholdsvis ensidigt fokus på vækst, produktivitet og effektivitet. Vi overvældes af reklamer, lydmæssige stimuli og en tiltagende hastighed i de visuelle medier. For mig handler kunsten om at være til i den uro og samtidig tage vare på et sind, hvor angsten er min tro følgesvend.

Kunsten er min måde at vende blikket indad og udforske den helt nære verden; at se hvordan tilsyneladende banale ting vi omgiver os med pludselig kan omdannes til en visuel fortælling, der trækker tråde til noget større.

Gennem grafik og tegning indfanger og udforsker jeg hverdagens øjeblikke. Motiverne kan synes trivielle, men netop i objekternes genkendelighed, ligger fortællingen.

Hvad vi omgiver os med, og hvordan vi efterlader os fysiske spor, udgør de fortællinger vi hver dag skaber – om livet set gennem mennesketomme rum.

Roen finder jeg i de gentagende processer, hvor jeg med største nøjagtighed og undersøgende tilgang komponerer et motiv, blander farver og med gamle trykketeknikker bygger et linoleumstryk op af mange lag. Oliesværten med dets lange tørretid på papiret får et sprog, der bliver en del af processen – i en subtil dialog mellem værket og jeg.

Fordybelsen opstår også, når jeg i tegningen zoomer ind på et område, hvor det figurative opløses til kun at eksistere som lys og skygge, hvor jeg med hver enkelt blyantsstreg på papiret sirligt former og genskaber motivet i hyperrealistiske tegninger.

At arbejdet med de gamle håndværk, hvor tempoet var et andet, er en længsel tilbage til et sted, hvor sanserne og fordybelsen skabte plads til at iagttage selv de mindste nuancer i hverdagen, farverne, teksturen og udtrykket.