Mit laboratorium
Min kunstneriske praksis er en insisteren på den langsommelige proces. Det er her jeg vender blikket indad og udforsker detaljer i farve, taktilitet og teknik. Med en naturvidenskabelig tilgang går jeg systematisk til værks, når jeg undersøger og forbereder mig til nye værker.
Farver
Farver er langt mere end en overflade. De er forbundet med følelser, smage, symbolik, historie og udgør et sprog i sig selv. Farver er lys og lys er energi. At vælge farve handler ikke blot om “synsninger”, da farver er en videnskab, der sætter aftryk helt ind i vores krop, i vores følelser og i de impulser vi mærker. Hvordan vi har det i et rum er stærkt influeret af de farver og overflader vi omgiver os med. Derfor er farvevalget i mine processer en meget sanselig og omhyggelig proces, der kræver tid og fordybelse.
Reduktionstryk
Jeg har arbejdet med linoleumstryk i mange år. I starten arbejdede jeg med et enkelt lag farve på hvert tryk, men hurtigt blev jeg grebet af processen og muligheden for at indtænke flere farver i motivet. Jeg begyndte derfor at arbejde med den grafiske højtryksteknik, reduktionstryk.
Skitsebogen
Min skitsebog fungerer som drejebog og sparringspartner for alle mine projekter. Det er her jeg skriver tanker og ideer ned inden og undervejs i mine processer, tager kunsthistoriske noter, skitserer, laver farveprøver, samler udklip og inspiration. Skitsebogen er det redskab, der holder styr på mine ideer og processer, så jeg med hele mit fokus kan hengive mig til skabelsesprocessen og fordybe mig i de sanselige møder, der finder sted her.
Pigmenter
Hvad er farve egentlig? Som absolut farvenørd er jeg naturligvis interesseret i oprindelsen af de farver jeg arbejder med til daglig. At kende mit materiale knytter mig tættere til processen, og at kende til pigmenternes oprindelse udbygger min materialeforståelse, så jeg helt ned på molekylært niveau kender det materiale, jeg har mellem hænderne.